Betragninger

I dag blev det til en skovtur,

faktisk blev jeg trukket den vej,

og den kære Agnes kender alle smutveje og stier,

for vi har gået dem ofte.

I dag ville hun lige forbi det sted,

hvor vi plejer at stå i læ -

altså når det regner, og det er sommer.

Nu er det så en plet med gyldne blade

og en masse gode minder.

Hun snuser lidt rundt,

og så vandrer vi videre.

Solen er kommet frem,

så vi går og fniser en smule,

for vi nyder at vandre sammen.

Lidt senere kommer vi forbi nogle store vandpytter,

for det har regnet i nat.

Hun stormer igennem dem,

mens jeg må konstatere,

at nu skal hun tørres igen.

Sandelig om hun ikke vender sig om

og smiler - sikke da en hund !

Dagens tur med Agnes

I dag gik vinden så i vest,

og det er blevet lidt mildere –

lækkert, så fingervanterne blev hjemme.

I dag er vi gået en anden vej,

den vej, hvor vi kan se alle møllerne;

denne pestilens over egnen,

som forlener de nærmest-boende

med helbredsproblemer og støj.

Vi forsøger at kompensere, mens vi går –

bilder os ind, at de er flotte,

statelige og nødvendige;

men véd jo godt, at de rige har sejret –

den lille mand er klemt,

og erstatning for værdi- og helbreds-tab

er det svært at få,

så der er mange, der har det dårligt,

og klagerne er ret mange.

Vi bilder os ind, at kvier, morgentåge og møller

har en vis dekorativ effekt,

så vi dokumenterer sagen med kameraet,

mens vi ønsker møllerne hen,

hvor pengemændene bor,

men ak – de forsvinder ikke.

Det gør vi så, ændrer ruten,

lister mod skov, krat og bakkedrag,

indsnuser gode dufte, lytter til naturen,

for der er stadigvæk en blid susen

i træerne, men enkelte fugle gi’r sig til kende,

så vi flintrer hjemover.

Automaterne med solsikkefrø skal fyldes,

æbler skal strøs ud, kattene skal krammes.

Ude på landet er der ret godt,

når møllerne er på afstand,

og det er de, hvor vi bor:

men går vi rundt om hjørnet,

så er de dér.

Sic transit gloria mundi

I dag er vinden gået i syd,
ikke fordi det blev lunere af det;
men det er dog en ændring –
anderledes er det også, at det regner,
hvor der i går var sol og høj himmel,
da tågen lettede.

Atter en flot morgen -

solen og morgentågen strides lidt,

men jeg ved jo, at solen vinder.

Foreløbigt gi’r magtspillet skønne farver,

så jeg vandrer op på Bavnehøjen,

hvor jeg kan skue ud over landskabet.

Højt oppe larmer det af gæs,

der trækker mod vest –

det er sikkert en forkert retning,

for alting er blevet frustreret i år.

September har været for varm,

så agersennep er i blomst,

står smukt med gule kulører,

og tror, at det er forår.

Vi andre ved bedre, så vi skutter os:

men nyder den friske luft,

alle farverne og så denne forventning:

”Hjem skal vi – til brændeovnsvarmen.”

Det er morgen,
og solen står lavt.

Det har frosset i nat,
og køligheden har renset luften,
så farverne ligesom står klarere;
men mine hænder er kolde,
og flyveørerne fryser,
hvilket får dem til at knage –
egentlig en munter lyd,
så jeg smiler underfundigt.

Bli'r som barn igen
sparker til efterårsbladene
så hunden overstadigt ruller sig
og fniser henrykt

senere smiler den fornøjet
mens vi snuser os
gennem skoven

egebladene dufter helt specielt
bævreaspens lyser
ahornens har sorte pletter
bøgens står gyldne

og på jorden chruncher det
når vi træder på alle disse bog
for det er oldenår

føler trang til at synge
og det gør jeg
så det ekkoer i skoven
og hunden til sidst hyler med

senere vapper vi hjemover
sjælene er i ro
tørsten stigende

så vi slutter på trappen
nyder øl, vand, solskin
efteråret, livet, tankerne

og det mirakel, som jeg har lært
af kvinden i mit liv

at man også kan elske en hund

Jeg vandrer ganske stille rundt
i haven og i skov og krat
og føler, det er ret så sundt
at dag igen har nat

dagen har på ny sin aften
så jeg igen kan finde ro
kan skrive, alt mens druesaften
gør sindet let og fro

jeg går rundt i natteluften
så snus af løv og efterår
kan fjerne lidt af al fornuften
ta' bolig i mit hår

så går jeg ind og går i seng
med hjertet fuld af eventyr
og snuer sødt, igen som dreng
til dagen atter gryr

Efterår – 

duften er lækker,farverne skønne,
lydene spændende.

Vi har set ræv, ravn og rådyr og har lyttet intenst,
fuglekongerne er der, en spætmejsen ligeså,
og ravnens lyd over skoven
er som en vagtsom gøen fra en gårdhund –
den véd, vi er der, vi følges;
men vi ”rork-rorker” tilbage,
for det er også vores skov,
og vi flintrer videre under gyldent bladhang,
fordi skovsøens mørke vand,
hvor vi skræmmer en hejre,
der letter med en fæl lyd,
men pyt.

Og pytter er der, for det har regnet,
og den kære Agnes-hund løber igennem dem,
nogle gange frem og tilbage, 
for det er morsomt og gi’r en tørring,
når vi er hjemme igen.

Og det er vi snart, turen kortes af,
det er fredag – rengøringsdag,
hvilket hun finder kedeligt,
men jeg nynner til,
for livet føles ret okay –
også i dag!